Even breathing is a constant battle

Tilgiv mig, at jeg ikke har skrevet i mange dage, men jeg har været fuldstændig tømt for ord og tanker. Jeg har kørt meget fra time til time og bare kæmpet for at eksistere, kæmpet for at komme igennem dagene. Selvom hver time er en kamp og føles uendelig lang, har den ene dag alligevel taget den anden og her sidder jeg, ti dage inde i min indlæggelse uden at kunne berette om nogen bedring. Jeg har mest lyst til at dope mig og sove dagene væk. Alligevel er jeg angst for at lægge mig i min seng, når det endelig bliver aften. Jeg føler trang til at græde, men finder mig ude af stand til at knibe blot en enkelt tåre frem. Jeg tror det ville give mig en form for forløsning, men alligevel sker der intet. Nogen gange tror jeg at jeg har mistet evnen til at græde – måske jeg har opbrugt min kvotient tåre for dette liv…

I går blev den larmende stilhed i mit hoved mere end jeg kunne bære og jeg endte med at skære; mærkede roen omslutte mig mens pølen af blog samlede sig på mit lagen og jeg kunne endelig falde i søvn. Det skræmmer mig – bagefter – når jeg har disse “black-outs”; det var først i dag, da min mor inspicerede sårene at det gik op for mig hvor dybt jeg havde skåret. Hvad kan jeg ikke finde på når det bliver for uudholdeligt at være i min egen krop? Men det er vel også derfor at jeg er her..

Jeg undrer mig over hvor min lyst til livet er blevet af. Hvor min nysgerrighed og mod på livet er forsvundet hen. Inderst inde håber jeg nok på at det en dag “går galt” og jeg ikke vågner; at det var ti piller for meget, at mit hjerte står af, at jeg i løbet af natten forbløder, at bilen kom hurtigere end jeg først vurderede – et eller andet, så jeg kunne flygte fra denne meningsløse tilværelse. Åh, jeg ønsker mig væk, væk fra mig selv.

Mine øjne er døde; jeg kan mærke det. Jeg stirrer tomt frem for mig. Der er ingen glæde at spore i mine engang glødende øjne. Der er intet at gøre, jeg kan ikke længere holde facaden, mine øjne afslører mig. De er døde for jeg har allerede dræbt min sjæl. Min krop bevæger sig rundt, men det er en tom skal. Hvordan skal jeg fortsætte med at leve når den vigtigste del af mig ikke længere er til her i den menneskelige verden?
Mit hjerte gør ondt og det piner mig at tvinge et smil over læberne. Min blotte eksistens smerter og det er en kamp bare at trække vejret. Jeg føler mig ikke længere som en del af denne verden. Føler mig fremmed blandt dem, som jeg burde have mest tilfælles med. Jeg ved ikke længere hvordan jeg skal fungere som menneske.

Banana pancakes

For at alt ikke skal gå hen og blive negativitet og sorte tanker her på bloggen, så tænkte jeg at jeg ville dele lidt mad med jer – det plejer mange af jer ihvertfald at synes om. Jeg får jo ikke rigtig spist noget her mens jeg er indlagt og når jeg gør, har jeg ikke lyst til at stå midt i spisesalen og tage billeder af maden. Dette ville også blive lidt ensformigt: yoghurt til morgenmad og æg til frokost.. Men her er nogle dejlige og nemme pandekager, som jeg lavede et par dage før jeg blev indlagt. Bananpandekager er jo ikke noget nyt her i blogverden, men jeg har ændret lidt på den “originale” opskrift. Der er stadig ganske få ingredienser, men synes at jeg har formået at gøre den lidt mere næringsfyldt..

Ingredienser:

1 banan, most

1 æg

30g mandler, fintmalet

valgtfrit: vanillepulver, kanel, blåbær, 1 spsk mandelsmør – brug din fantasi!

Det hele blandes sammen og steges på panden i lidt kokosolie. De skal vendes når det former sig små bobler og kanterne begynder at blive mørke.

Jeg spiste dem med lidt optøet bærblanding.

Torpor

Der kommer en tid hvor seen ikke længere er fin og hvid, men grå og sjappet. Man kommer til et punkt, hvor man ser mere af mørket end af lyset. Der kommer en tid hvor håbet om varme ikke kan bryde gennem kulden. Eller et punkt hvor musikken ikke er høj nok til at overdøve tankerne om at man er forkert. Måske man tilogmed når et punkt hvor man mere end noget andet ønsker at man kunne gå i dvale..

Isn’t it strange..

Når ingen kan se, at man har det skidt…

Der er mange som ser ned på mennesker med psykiske sygdomme, men jeg tror at det kommer af uvidenhed ikke fordi de personer, der tænker således, er onde.

Forestil dig en pige, som har haft kræft og mistet alt sit hår. Det er sommer og hun er på stranden uden at have noget på hovedet. Alle føler med hende og har forståelse for det hun har været igennem; de ser ikke ned på hende. Tværtimod er hun stærk/sej/tapper/modig at hun går rundt og viser sit bare hoved. Du kunne aldrig finde på at kalde hende opmærksomhedskrævende.

Så ser du en pige som har været/ er selvskadende. Hendes arme, ben el.lign. er fyldt med ar. Hun går rundt på stranden i bikini ligesom alle andre. I en sådan situation har jeg ofte lagt mærke til at folk stirrer, kommer med onde kommentarer og jeg mange ville sige, at hun skriger på opmærksomhed. Jeg anerkender at det er et problem, der er blevet meget bedre, og flere og flere mennesker har forståelse for hvilken smerte sådan en person gennemgår. Men stadig er selvskade, spiseforstyrrelse osv. et tabu, noget der helst ikke skal snakkes om. Folk der “har” sygdommen skammer sig, og folk omkring vil helst undgå at se problemerne i øjnene eller tale om emnet. Hvorfor? Kan det at være syg på “indersiden” ikke være ligeså smertefuldt som det at være syg udadtil, hvis ikke værre? Og er det, at klæde som sig alle andre, at være opmærksomhedskrævende?

Jeg tror det kommer af, at folk som ikke har haft psykiske sygdomme tæt ind på livet har svært ved at forstå, at man kan være syg uden at det kan ses. Hvis en har gips på foden er det ikke svært at se, at personen har slået sin fod. Mennesker med psykiske sygdomme ser oftest “normale” ud, og måske er det derfor det kan være svært at se at en person rent faktisk er syg og har det rigtig skidt. Det er også nemmere at hjælpe en der har brækket en fod; så kan man dømme dem til at slappe af i sofaen og ellers komme med te, mad, omsorg osv. Men hvordan hjælper man én, som er psykisk syg? Det er meget sværere at gå til, og det er ikke nemt, især når dem der lider kan have svært ved at sætte ord på hvad der foregår i deres hoveder. Vi mennesker har det med at skulle se tingene før vi tror på dem, men psykiske sygdomme kan man ikke “se” for de forpester “kun” én indadtil. Det er det, som gør det så pokkers svært.

De fleste mennesker har været så syge at det har gjort fysisk ondt. Det er næsten helt utåleligt ikke? Men dette er faktisk værre. Den psykiske smerte er næsten umulig at forstå med mindre man selv har prøvet at have det så skidt. Når hvert sekund du er i live gør ondt, så kan bare det at trække vejret føles umuligt. En psykisk sygdom varer ikke kun et par dage, eller højt et par uger – nej, det varer lang tid og at komme sig kræver hårdt arbejde, ligesom når et brækket ben skal genoptrænes. Men igen er den psykiske del meget sværere at behandle og det er ikke en allerede lagt plan, som når du skal genoptræne dit ben. Ingen vælger at blive pyskisk syg, ligesom der ikke er nogen der vælger at blive ramt a influenza eller falde og brække en arm.

Jeg har været heldig at have forstående mennesker omkring mig, og er sjældent blevet kaldt opmærksomhedskrævende (udover en leder på et behandlingssted som mente at jeg havde valgt at få anoreksi fordi jeg ville have opmærksomhed fra min mor). De gange jeg dog er blevet kaldt det, har det gjort utrolig ondt indeni. Hvorfor bliver man opfattet som opmærksomhedssyg over noget, man ikke kan gøre for? Hvis jeg selv kunne vælge ville jeg helst have været fri for alt dette her *lort*, for hvem ønsker at have det så skidt at det at tage sit eget liv føles som den eneste udvej? Ingen, så vidt jeg ved. Man vælger ikke selv om man er rask, syg eller psykisk syg. Og det er her, at folk kan være med at til at skabe en forandring: ved at respektere og anerkende problemet.

For helt ærligt, hvem ville have troet at pigen på billedet nedenfor sultede sig, tvang sig selv til at kaste op, skar i sig selv, flåede neglebånd af, sov nøgen på gulvet og hadede sig selv så meget at hun ikke synes at hun fortjente en plads her i verden?

Behind these white walls

kolde hospitalssenge. mad, der er blevet smidt ud. ensomhed. mærker efter tidligere “beboere”. altid på vagt lyttende efter hver eneste lyd, hver eneste bevægelse. venteposition. frataget al frihed.

“Do you remember? Do you remember being solid? Do you remember life before the hole? Before you were empty and needed to be filled? There was a time when everything was enough. There was a time you didn’t try to get out of your own skin. Remember.”
– Amy Reed, Clean

1, 2, 3 – go!

Så er det nærmest nu. Puha. Farvel frihed, goddag hvide vægge.

Har det som om jeg er blevet klasket frontalt direkte ind i alt på en gang. Én stor kasse, fyldt op af det hele sammen, tømt på en gang ned i hovedet på mig. Der er ikke forskel på nutid og datid, der er ikke forskel på stort og småt.

Jeg har mistet overblikket, hvis jeg har haft det på noget tidspunkt.

Træk vejret, Amelia. Dyb indånding og så bare afsted, ind i det brændende hus efter hvad der måtte være tilbage at redde. 1, 2, 3 – nu.

You will survive, and you will be a better human for it.

Jeg har været vågen og oppe siden kl 5.30, og sidder nu med 3. kop kaffe som jeg ikke har brug for og en tom pakkeliste foran mig. Min mor kommer og henter mig om ca. en time. Så skal jeg hjem og pakke hvorefter jeg bliver overflyttet til et åbent afsnit. Jeg har bare ikke lyst. Jeg er lidt trist, tror jeg. Vemodig, hvis den stemning overhovedet passer ind. Savner allerede at være hjemme ved tanken om at skulle derind igen. Jeg ved ikke engang hvor længe, men efter deres planer er det en måned i hvert fald – indtil jeg har fået så meget ro på, at jeg er i stand til at tage afstand fra selvmordstankerne.

Pillerne er dog røget og erstattet med livet. Hvad det end måtte byde på. Jeg er nødt til at tro på at det kan blive bedre. I har ret, alle jer fantastisk personer som skrev til mit indlæg i går; livet er mere værd og der er lys forude. Én ting har denne indlæggelse da givet mig troen på: at tingene skrider fremad. Det er jo en fact at alt går hurtigere når man bliver indlagt, man bliver taget mere seriøs og ventetiden til at få hjælp er nu blevet forkortet med flere uger, måske endda måneder. Jeg står til at få behandling indenfor de næste dage, også en hjælp som ikke betyder at jeg skal køre flere hundrede kilometer hver uge. Selvom jeg har været utrolig glad for at gå i terapi hos K, så kan jeg ikke komme udenom det faktum at køreturerne har stresset mig enormt.

Jeg ved godt, at jeg er for langt inde i det lige nu, til selv at kunne vende det. I virkeligheden ville jeg ønske jeg kunne mærke lidt lettelse over at overlade styringen til andre lidt, synes det har været hårdt de sidste par måneder at stå med ansvaret alene for min egen behandling – noget jeg umiddelbart har fejlet grundigt i. Lettelse over at få ro og trække stikket lidt ud. Men den er der ikke helt, for selvom den del af det virker “tiltalende” lige nu, så føler jeg mig også lidt fej. Jeg synes det er lidt snyd, for man kan ikke bare trække stikket ud og være lille hver gang tingene er svære. Jeg har svært ved bare at skulle “fjernes” fra alt, når det netop er ude i min egen hverdag jeg skal lære at få det til at fungere for mig selv – og der, hvor der trods alt er ting der gør mig godt i glimt, som de også vil såkaldt pausere mig fra.

Jeg er nervøs for idag og det næste stykke tid, samtidigt med at jeg ikke er det. Giver det mening? Det føles underligt. Men jeg har det meget sådan lige nu, også i forhold til en masse andre ting og alt det der er sket/sker i mit liv for tiden, at jeg tager én dag ad gangen og forsøger at lade være med at forvente noget. Bare prøve at være i det, selvom det er rigtig svært. Være i det jeg er og prøve at lade bekymringer passere. De kommer og de er der, men jeg prøver at lade være med at gribe for meget fat i dem. Jeg tror dog heller ikke at jeg ville være i stand til at tænke i mere end én dag ad gangen, det er jo ligesom lidt derfor jeg står i den situation jeg nu engang gør; fordi 1 måned eller lidt mere synes som uendelig lang tid. Når man lever fra dag til dag, og hver dag synes aldrig at ende, så er det svært at tro på at den dag og en måned nogensinde vil komme. Og så er det, at jeg bliver så håbløs.

Til noget lidt andet: Jeg savner min far for tiden, sikkert fordi jeg har det svært og at han ofte mangler meget når der sker noget i mit liv – egentlig både svære og gode ting. Jeg savner ham også når jeg er glad over noget. Jeg går ikke rundt i en sorgtåge over ham hele tiden eller er ude af stand til at lægge savnet fra mig – det er jo så længe siden han døde nu, og jeg husker ham dårligt nok – jeg mærker det egentlig mest i glimt engang imellem. Jeg tænker på ham hver dag i alle mulige sammenhænge, men bliver ikke nødvendigvis fyldt op af det hver gang. Han er bare lidt med mig, tror jeg. Andet ville måske næsten også være mærkeligt, for jeg er trods alt halvvejs hans gener. Kære far, jeg savner dig til at holde om mig når tingene bliver svære, stryge mig over kinden og fortælle mig at det hele nok skal gå. At jeg er fars pige, og at solen vil stå op og en ny dag vil komme…

And so it goes

Så skete det. Blev indlagt på psykiatrisk skadestue torsdag formiddag og her er jeg stadig, skal overflyttes på mandag; det mente de var bedst selvom man normalt kun må være på PAM i 48 timer. Min mor er lige gået, hun kom med min computer, en masse bøger og lidt tøj + min iPod. Hun kender mig for godt. Jeg er stadig ikke kommet mig over chokket. Inderst inde vidste jeg vel godt, at det ikke kunne blive ved på denne her måde, men alligevel føler jeg mig trist og forladt, svigtet, uelsket, til besvær for alt og alle. Jeg har ikke lyst til at være her. Jeg sidder kun på mit værelse, kommer ikke ud, ikke engang for at spise. Min mor har tvunget et bæger yoghurt i mig, men ellers har jeg ikke spist noget. Jeg kan simpelthen ikke..

Jeg har hjemvé som et lille barn. Hjemvé efter hvad, aner jeg ikke, for jeg føler mig ikke ret hjemme derhjemme. Det er ikke MIT hjem, det er vores, midlertidige hjem. Så en indlæggelse kan vel i sidste ende komme ud på et med “hjemme”? Jeg kan bare mærke jeg ikke helt kan have tanken om ikke at kunne trække mig rigtigt, ikke at kunne tænde stearinlys og bare være – uden at skulle bekymre mig om hvem der pludselig står i døren eller hvordan jeg ser ud hvis der kommer nogen: “jeg må hellere stå op hele tiden, så nogen ikke tror jeg er doven hvis de kommer ind og finder mig siddende”. Bare små ting, som vokser for mig.

Eneste plus er at jeg ikke behøver spise. Nej, det må jeg selvfølgelig ikke sige, men det føles ærligt talt som det eneste positive lige nu, og hvis jeg kun tænker på alt det dårlig så tror jeg ikke at jeg magter at leve mere. Den eneste grund til at jeg kan holde ud at være her er, at jeg ved der ligger en lille pose med nok piller, til at jeg kan tage mit liv, gemt i min rygsæk. Jeg smuglede den i min BH, så jeg vidste at der var en udvej, hvis de ville gøre noget, jeg ikke kunne være med til. Så nu ligger den der, den kalder på mig og jeg svarer, hvis de siger at jeg skal ind på den lukkede. Det er “sjovt” at jeg er her fordi jeg ikke kan være alene uden at tage mit eget liv, og at det så er her på afdelingen, at det nok kommer til at ske. Men jeg er rolig. For jeg ved at de ikke kan få mig til at gøre noget jeg ikke vil; så tager jeg bare billetten ud herfra, væk fra livet.

Jeg har været “i kløerne på systemet” i lidt over 7 år, og nu står jeg her med den største følelse af nederlag – igen. Forfra endnu engang.. Prøver at sige til mig selv at jeg bliver stærkere for hver gang jeg falder og rejser mig igen, og at jeg lærer noget hele vejen. Men helt ærligt, så føler jeg mig bare mislykket.

Min sidste glimt af livet, mine sidste minutter i friheden så således ud;

//  banana oatmeal w. “apple pie filling” and pomegranate seeds //

How shall I live my life..

Hvordan skal jeg leve mit liv, når tanker og følelser styres af depressionens og anoreksiens væsen. De pejlemærker, som vi er skabt til at følge, svigter mig, de forråder mig ved at sløre mit syn, de forråder mig med misinformationer. Jeg bliver ind i mellem spurgt om, hvad jeg drømmer om i forhold til arbejdsmarkedet, bliver spurgt om, hvad jeg gerne ville, hvis jeg skulle tænke uden begrænsninger.
Udenpå smiler jeg, som om, det dog var et fremragende spørgsmål, og forsøger diplomatisk at væve et svar sammen. “Jeg vil gerne gøre en forskel”, “jeg vil gerne hjælpe andre”
Indeni er jeg virkelig frustreret. Det virker ikke som om der ikke er nogen, der forstår, at jeg ikke ejer noget håb, og jeg ikke er i stand til at tænke uden begrænsning.

Jeg ser ikke verden som den er, men gennem tæt tåge. Hvordan skal jeg leve mit liv? Hvordan skal jeg kunne opmuntre andre når de finder livet hårdt. Hvordan skal jeg vise dem vej ud i lyset, når jeg aldrig selv har fundet stien. Når de på en dårlig dag ikke kan holde sig selv oppe, og har brug for en at støtte sig til, – da ligger jeg allerede ned.

Føler mig magtesløs i forhold til morgendagens udfordringer. Jeg føler mig så unyttig. Jeg føler mig som en klods om benene på alt og alle. Mørket ulmer og breder sig. Jeg får det værre for hver dag der går. Skyldfølelsen fylder mere og mere i mig som en ballon der bliver pustet op. Igår tabte jeg tråden endnu en gang. Måtte igen erkende, at jeg var faldet i, faldet tilbage i anoreksiens fanggreb. Sprunget måltider over, skåret, gemt piller. Smerten var så tydelig i min mors øjne, da vi snakkede. Jeg prøvede at sige at alt nok skulle blive ok. Indeni havde jeg kun én tanke, kun et ord. Jeg havde lyst til at brøle det ud, så murene ville ryste, jeg havde lyst til at græde det ud, til jeg blev skyllet ud af huset, ud af livet. UNDSKYLD!!!

Undskyld for alt.
Undskyld jeg er her.
Undskyld jeg ikke stod imod og nægtede at lade mig styre af anoreksien.
Undskyld at du må være om mig 24/7, i dette hjem hvor jeg spreder gift og galde som skimmelsvamp.
Undskyld igen og igen.

Jeg sidder her og kigger fortvivlet ud på sneen. Jeg vil falde baglæns ned i dyb løst frost-sne. Lande blødt, og dækkes af de lette kølige fnug. Og så til foråret når sneen smelter vil jeg ligge der i en glaskiste skabt af is krystaller. Som en anden snehvide. I det fjerne høres lyden af hovslag og der kommer en fremmed sagbehandler ridende med et kys af håb og fremtid på læberne som er beregnet til at vække mig..

What I Ate

Jeg har ikke ord. Jeg magter ikke livet. Jeg magter ikke at kæmpe. Men jeg fortsætter, jeg giver ikke op – for jeg kender ikke til andet..

Nogle flere måltider fra i går:

// Frokost: 1/2 rugbrød m. chili-marineret laks, 1/2 rugbrød m. fåre-friskost, tomatsalat m. rødløg og feta 4% //

// En veninde kom over til kaffe om eftermiddagen, så jeg serverede en “lille” snack tallerken (fra venstre, øverst): rå choko-hindbær fudge, 2x kakao-daddel kugler m. kaffe, gulerod-daddel havrekage, rå kage m. fersken + lidt ekstra fersken // 

// Aftensmad: Grøntsager i karry-“kokos” sauce på squash-spaghetti (+ en skive hjemmebagt brød m. hytteost) //

Sig endelig til hvis i vil have opskrifter på noget ❤