Bedre

Først vil jeg bare sige tusinde tak for alle jeres søde kommentarer, jeg kan virkelig ikke beskrive hvor meget de betyder for mig. Jeg bliver sgu helt rørt, når jeg læser jeres kommentarer ❤

Nå, men dagen i går endte forholdsvis godt. Jeg havde en laaaaaang snak med min mor, og vi har aftalt at vi er nødt til at flytte sammen, om end blot for en periode. Måske jeg skal ind i et bofællesskab med andre unge med samme problemer som mig, men jeg dur bare ikke rigtig til sådan noget. Har brug for mit eget sted, hvor jeg kan trække mig. Jeg er ikke god til at være social i alt for lang tid ad gangen. Men ihvertfald så flytter jeg sammen med min mor indtil vi får noget andet hjælp. Vi er begge enige om, at det nok ikke er så godt at jeg bliver indlagt, da jeg førhen overhovedet ikke har haft gavn af det, tværtimod næsten…

Jeg ved ikke om jeg er mere motiveret, men jeg føler mig ihvertfald ikke så håbløs og fortabt, som jeg ellers har gjort de sidste par dage. Maden er rigtig svær, men min mor er god til at støtte mig, så især her, kan jeg godt se fordelene ved at flytte hjem. Kan dog ikke lade være med at se det som en KÆMPE falliterklæring; det er bare endnu en ting, jeg (selvfølgelig) ikke kunne klare…

Prøver at tænke positiv. Bliver nødt til at kæmpe. Bliver nødt til at tro på, at det kan blive bedre. Der er jo for fanden så mange andre i min situation, som er kommet over på den anden side, som har det godt og er oprigtig glade, så det må vel også kunne ske for mig? Det håber jeg..