Jeg elsker min bror

Se lige hvad min bror havde med i dag, da han kom på besøg. Sammen med blomsterne var nogle forsinkede gækkebreve med nogle utrolig fine, utrolig rørende forårsdigte. Han fortsætter med at overraske mig på de bedste mest fantastiske måder. Jeg elsker ham. Jeg elsker min familie. Min lille familie. Min mor, min bror og mig – ‘de tre musketerer’.

Min bror har skrevet en bog om sit liv med autisme. Det er hans tredje bog og den går virkelig i dybden med alle de svære ting. Jeg har fået lov til at læse dele af udkastet, inklusiv et afsnit om mig. Jeg må være ærlig og indrømme at jeg begyndte at græde da jeg læste det. Jeg har fået lov til at citere:

“Jeg har været meget tæt på at miste min søde lillesøster i en ung alder! Hun har flere år kæmpet med alvorlige humørsvingninger, spiseforstyrrelser og andre slemme ting, som jeg ikke vil nævne. Hun har været helt nede i helvede og sige hej til djævlen […]

Det har ramt mig hårdt! Indvendigt tror jeg, at jeg har været revet i 1000 stykker eller mere. Men udvendigt har jeg ikke villet vise det, for jeg har villet virke stærk og som en der ikke skulle knækkes – men det har været tæt på at ske. Jeg har det sidste års tid gået dag for dag og været bange for at det skulle være hendes sidste dag.

Jeg har den rytme at jeg snakker i telefon med min mor et par gange om dagen, så jeg kan høre hvordan det går med dem og omvendt. Jeg har været så langt nede, at jeg har tænkt at når min mor ikke har taget sin telefon, så var det fordi min søster havde “taget billetten” – at hun var død og min mor ikke vidste hvordan hun skulle fortælle mig det, men at hun ville ringe lige om lidt og sige det. Sådan har jeg tænkt det sidste trekvarte år.”

Jeg kan mærke at tårerne presser på, men jeg sidder her og citere ham. Og hvorfor fortæller jeg så om det her. Jeg gør det ikke for at nogen af os skal have dårlig samvittighed – for vi har ikke selv valgt at være syge! – men er blot ment som kærlig påmindelse om at vores sygdom ikke kun påvirker os, men alle omkring, som holder af os.

Før jeg læste dette vidste jeg ikke at min storebror følte sådan. Naivt, havde jeg troet at jeg kunne “skjule” for ham hvor skidt jeg havde det; at jeg var god nok til at smile og være på omkring ham, så han ikke bemærkede noget. Men jeg har taget fejl. Jeg vil ikke bruge det til at slå mig selv med, men mere som en skub i den rigtige retning: at hvis jeg ikke kan blive rask for min egen skyld, så kan jeg starte med at gøre det for dem, jeg holder af. For jeg ønsker ikke at de skal lide mere. Lige nu er jeg så langt nede at jeg ikke synes jeg fortjener at få det bedre, men jeg kan dog se, at min familie ikke fortjener at være så miserable og bekymrede på mine vegne. Han slutter dog af således:

“Jeg har været så bange og ræd for at miste de sidste i min familie [min far døde da jeg var helt lille] – men jeg tror på at min søster nok skal vinde sin kamp. Hun skal nok overleve! Det kommer til at tage tid, år måske, men både hun, min mor og jeg skal nok komme igennem det. Og når vi kommer så langt så skal hele dette kapitel af vores liv direkte i skraldespanden – eller i glemmebogen, som man siger!”

Jeg tror på det, når jeg læser disse ord. Jeg vil kæmpe videre og ikke give op. Der er så mange andre, der er kommet over på den anden side, at jeg bliver nødt til at tro på, at det også kan lade sig gøre for mig. Og indtil jeg kan kæmpe for mig selv, vil jeg kæmpe for min familie. Min storebror skal ikke opleve at miste flere som han holder af før tid. Jeg håber at nogen af jer har kunnet bruge dette indlæg til at lægge afstand fra dårligdommen og se, at ingen (heller ikke dig selv!) fortjener at ligge under for din sygdom! ❤

Sortsyn

Der er så stille fra min side af disse dage, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal skrive. Jeg har ikke fået det bedre, tværtimod er det længe siden, jeg har haft det så skidt. Min vægt er faretruende lav igen og jeg bliver sikkert snart overflyttet til et spiseforstyrrelsesafsnit. Men vægttabet følger så følelsen af at være kæmpestor og det er bare ikke til at holde ud. Min selvskade har heller aldrig været så slem som nu.. Jeg tror det handler om at jeg lige nu svæver rundt i en verden af uvished. Endnu engang skal jeg overbevise en kommune om at jeg har brug for hjælp, endnu engang skal jeg kæmpe for min behandling. Personalet her på afsnittet lader mig groft sagt “sejle i min egen sø”, da de mener jeg er færdigbehandlet; jeg er her som opbevaring indtil kommunen finder et botilbud til mig. Hvad de ikke ser er, at bag smilet græder jeg stille. Hvert løgn, jeg fortæller, piner mig og knuser mit hjerte. Jeg skriger på at de skal opdage hvor skidt jeg har det, alligevel spænder jeg ben for mig selv ved at holde de værste ting for mig selv. Men når de allerede tror at jeg har det godt, så bliver jeg til pleaseren som “leger” med og siger, at jeg har det glimrende.

Oveni alt det lort jeg kæmper med er der en enorm skyldfølelse overfor alt og alle. Min mor og storebror; alle her i blog-verden (jeg skammer mig over at jeg ikke får kommenteret på alle i dejlige menneskers blogs) men jeg føler ikke at jeg kan gøre hverken til eller fra. På den ene side snegler timerne sig afsted, men alligevel synes den ene dag at tage den anden og pludselig er det sengetid og jeg har endnu engang ikke fået gjort alt det jeg har sat mig for. Det hænger vel egentlig sammen med at jeg har tabt mig så meget mens jeg har været indlagt, jeg har ingen kræfter til noget som helst; ofte sidder jeg flere timer i min seng uden at røre mig, fordi jeg simpelthen ikke kan mestre energien til at bevæge mine tunge lemmer. Alligevel kan jeg sagtens finder overskud til at overtræne – og det er jeg nødt til, ellers får jeg aldrig ro fra stemmerne som konstant fortæller mig hvor grim og doven, jeg er.

Når der sker noget godt, kan jeg ikke holde fast i det. For et par dage siden besøgte min tætteste veninde mig på afdelingen. Det var fantastisk at se hende igen, men så snart hun var gået skar jeg i mig selv og lagde mig så på sengen for at “cykle” i halvanden time. Det er som om at jeg ikke må have det godt; så skal jeg efterfølgende straffes. Derfor prøver jeg heller ikke at få det bedre og gøre gode ting for mig selv. Nej, det er meget nemmere at det hele konstant er en lille smule skidt for så behøver jeg ikke straffe mig selv og dermed få det endnu værre. Jeg orker ikke de mange rutsjebaneture og jeg har fået overbevist mig selv om, at det ikke kan være anderledes. Det eneste lyspunkt på afdelingen blev udskrevet i forgårs og jeg har næsten panisk tyet til dårlige strategier for ikke at skulle konfronteres med den voldsomme ensomhed og den tomhed, som han tilværelse har efterladt sig. Jeg tør ikke stoppe op mærke hvor meget jeg savner ham, siger til mig selv at  det er åndsvagt at en person man kun har kendt i lidt under fem uger kan betyde så meget for mig og mit daglige humør. Men sandheden er, at hver gang jeg er alene på mit værelse, så overmander ensomheden mig og jeg kan mærke hvordan jeg begynder at falde fra hinanden.

Jeg vil bare gerne dope mig og sove dagene væk, så jeg ikke behøver tænke på at jeg er helt alene om mine problemer. Min mor kan ikke altid være her, personalet er “ligeglade” med mig og holder i hvertfald ikke øje med mig længere, “han” er væk og var den eneste der kunne få mig ud af tungsindet. Især det med maden er svært at vende selv. Jeg har tabt mig under hele indlæggelsen, så i mit hoved kan det ikke være anderledes nu. Personalet har ikke forstand på anoreksi, og min mor som tidligere har været den eneste der kunne få mig til at tage på, kan som sagt ikke være her så tit, da hun arbejder og bor lidt over en time væk herfra. Jeg græder som jeg sidder og skriver dette, da det går op for mig præcis hvor alene jeg er. Der er synderligt ingen jeg kan hive fat i for at få hjælp til alle de tanker, der kører rundt i mit hoved. Og snart ser jeg kun en løsning på det hele. Den evige søvn.

Say it out loud: I am worth it. I deserve to be happy

Det er en turbulent tid i øjeblikket, hvor jeg på den ene side er kommet et godt stykke fremad med mange ting, men samtidigt synes at sidde overfor næsten de samme udfordringer igen og igen.
Endnu engang kæmper jeg for min behandling, eller rettere for at kommunen vil betale for den og investere i mig for at sige det lidt firkantet. Denne gang er jeg dog en hel del bedre til at forsvare mig og stå ved mine behov. Selvom tvivlen og usikkerheden stadig overmander mig til tider.

På en måde er det svært at få det bedre, for min udvidede bevidsthed medfører også frustrationer fordi jeg pludselig mærker og forholder mig mere til alting, og ikke bare bider hvad som helst i mig og dulmer det på diverse uhensigtsmæssige måder. Og det er sgu lidt overvældende at turde glimtvis lade frustrationer og (åh, stadig forbudt nok følelse for mig til at ordet er svært at skrive) vrede blive på den banehalvdel hvor de hører til. Og handle på det i selvrespekt i stedet for at finde mig i.

Det slår mig pludseligt indimellem, at for pokker hvor har jeg ikke været sød ved mig selv og er det stadig ikke rigtigt. Og hvor har jeg fundet mig i meget fra mange sider i fast overbevisning om at jeg selv er skyld i – og ansvarlig for alt svært jeg har stået i.
Jeg begynder så småt at stå ved mig selv og mine behov, turde stille små krav og forsvare mig når jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Det er hårdt, men ved jo godt at det er med til at få mig fremad.

En anelse ensomt er det faktisk også at bryde lidt ud af min egen indre isolation. Paradoksalt nok. Måske fordi jeg hverken er fri af mine indre dæmoner, men ej heller underlagt dem på samme måde. Så er blevet mere en del af verden udenfor, om man så må sige, samtidigt med at jeg stadig er meget i mig selv og har meget jeg stadig mangler at få på plads og bearbejde osv. Så føler mig tit lidt i ingenmandsland. Ikke rask, ikke syg. Ikke ovenpå, ikke helt fanget i mørket.

Og så er det ensomt at blive nærværende nok til at kunne indse og erkende at det der skulle være støtte udefra, holder mig næsten mere nede end det gavner mig. Ville tidligere til hver en tid have vendt det mod mig selv, men nu er det mere tydeligt for mig at det ikke er mig der bare er forkert, men at (dele af) den hjælp jeg får er utilstrækkelig eller forkert om man vil. Og at jeg kan se det nu, gør at jeg må handle på det og også i ord og handling stå ved mig selv på en helt ny måde. Det er grænseoverskridende og usikkert, og fyldt med “hvad må folk ikke tænke”-tanker i mit hovede. Den gamle, velkendte skamfølelse over mig selv. Trangen til at være én stor undskyldning for mig selv.

Perhaps we have to save ourselves

Der har været stille i et stykke tid nu. Meget stille. Jeg vil godt forklare, men jeg vil ikke undskylde, for det har været det, der var mit behov. Jeg har ved gud ikke været særlig konstruktiv og inspirerende i mine indlæg den sidste tid, og på nogen måder tror jeg det har fastholdt mig i min dårligdom; netop fordi jeg ikke har brugt det jeg har skrevet til at reflektere og komme videre, men i stedet kørt rundt i ring og bare haft det skidt. Det vil jeg prøve at rette op på..

Der er sket så meget, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde. På samme tid er der ingenting sket. Jeg er utrolig angst for at blive udskrevet til hjemmet, til ingenting, at jeg ikke tør give slip og lade tingene sejle. Derfor synes jeg bedre end jeg egentlig er, og personalet tror jeg er er i bedring. Dermed risikerer jeg at blive udskrevet før jeg reelt er parat til det; det bider sig selv i halen, gør det ikke.. Men jeg er ikke bange; hvis jeg skal ud herfra så vil jeg gøre hvad jeg finder nødvendigt. Jeg kan ikke fortælle nogen om mine planer, ikke engang her, for hvis nogen finder ud af hvad jeg har planlagt, så vil de tage muligheden fra mig og så forsvinder det eneste, der holder mig i ro – så bliver min redningskrans taget fra mig, og det tør jeg ikke. Jeg vil leve, men jeg vil ikke leve sådan hér og derfor bliver jeg nødt til at have en udvej. Jeg kan godt høre hvor forfærdeligt det lyder, men det er sådan jeg bliver nødt til at have det, hvis jeg skal kunne holde tilværelsen ud.

Jeg ville så gerne kunne skrive at det går fremad, men jeg kan ikke mestre energien til at lyve. Jeg bruger de få kræfter jeg har, på at holde sammen på mig selv når personalet kommer ind og spørger hvordan jeg har det. Men når de går, synker jeg sammen på sengen og glasklokken sænker sig langsomt nedover mig endnu en gang. De siger at jeg er “færdigbehandlet” og at jeg snart vil blive udskrevet. De tror, at jeg har det bedre fordi jeg sætter mit hår og har begrænset mit håndvaskeri (hvad de overser er, at jeg isolere mig på mit værelse, sidder i sengen og glor, sådan at jeg ikke bliver provokeret til at skulle vaske hænder hele tiden), men indeni mig er der stadig mørke og kaos. Jeg kan ikke åbne op – og nu har jeg lukket mig endnu mere i – og vise hvordan jeg egentlig har det, da jeg ikke kan opbygge tillid til nogen jeg ved snart vil forsvinde igen. Og når jeg ikke har tillid, kan de ikke hjælpe mig med at pille det tårn af tanker og ritualer ned, som jeg gennem mange år har opbygget. Det er ligesom at spille klodsmajor; jeg har brug for nogen jeg stoler på til at fjerne én klods ad gangen samtidig med at de forsikrer mig om, at tårnet ikke vil falde sammen. Nu er det så bare på med rustningen, frem med skjoldet og ud i verden for at lede efter min frelser på sin hvide hest.

Isn’t it strange..

Når ingen kan se, at man har det skidt…

Der er mange som ser ned på mennesker med psykiske sygdomme, men jeg tror at det kommer af uvidenhed ikke fordi de personer, der tænker således, er onde.

Forestil dig en pige, som har haft kræft og mistet alt sit hår. Det er sommer og hun er på stranden uden at have noget på hovedet. Alle føler med hende og har forståelse for det hun har været igennem; de ser ikke ned på hende. Tværtimod er hun stærk/sej/tapper/modig at hun går rundt og viser sit bare hoved. Du kunne aldrig finde på at kalde hende opmærksomhedskrævende.

Så ser du en pige som har været/ er selvskadende. Hendes arme, ben el.lign. er fyldt med ar. Hun går rundt på stranden i bikini ligesom alle andre. I en sådan situation har jeg ofte lagt mærke til at folk stirrer, kommer med onde kommentarer og jeg mange ville sige, at hun skriger på opmærksomhed. Jeg anerkender at det er et problem, der er blevet meget bedre, og flere og flere mennesker har forståelse for hvilken smerte sådan en person gennemgår. Men stadig er selvskade, spiseforstyrrelse osv. et tabu, noget der helst ikke skal snakkes om. Folk der “har” sygdommen skammer sig, og folk omkring vil helst undgå at se problemerne i øjnene eller tale om emnet. Hvorfor? Kan det at være syg på “indersiden” ikke være ligeså smertefuldt som det at være syg udadtil, hvis ikke værre? Og er det, at klæde som sig alle andre, at være opmærksomhedskrævende?

Jeg tror det kommer af, at folk som ikke har haft psykiske sygdomme tæt ind på livet har svært ved at forstå, at man kan være syg uden at det kan ses. Hvis en har gips på foden er det ikke svært at se, at personen har slået sin fod. Mennesker med psykiske sygdomme ser oftest “normale” ud, og måske er det derfor det kan være svært at se at en person rent faktisk er syg og har det rigtig skidt. Det er også nemmere at hjælpe en der har brækket en fod; så kan man dømme dem til at slappe af i sofaen og ellers komme med te, mad, omsorg osv. Men hvordan hjælper man én, som er psykisk syg? Det er meget sværere at gå til, og det er ikke nemt, især når dem der lider kan have svært ved at sætte ord på hvad der foregår i deres hoveder. Vi mennesker har det med at skulle se tingene før vi tror på dem, men psykiske sygdomme kan man ikke “se” for de forpester “kun” én indadtil. Det er det, som gør det så pokkers svært.

De fleste mennesker har været så syge at det har gjort fysisk ondt. Det er næsten helt utåleligt ikke? Men dette er faktisk værre. Den psykiske smerte er næsten umulig at forstå med mindre man selv har prøvet at have det så skidt. Når hvert sekund du er i live gør ondt, så kan bare det at trække vejret føles umuligt. En psykisk sygdom varer ikke kun et par dage, eller højt et par uger – nej, det varer lang tid og at komme sig kræver hårdt arbejde, ligesom når et brækket ben skal genoptrænes. Men igen er den psykiske del meget sværere at behandle og det er ikke en allerede lagt plan, som når du skal genoptræne dit ben. Ingen vælger at blive pyskisk syg, ligesom der ikke er nogen der vælger at blive ramt a influenza eller falde og brække en arm.

Jeg har været heldig at have forstående mennesker omkring mig, og er sjældent blevet kaldt opmærksomhedskrævende (udover en leder på et behandlingssted som mente at jeg havde valgt at få anoreksi fordi jeg ville have opmærksomhed fra min mor). De gange jeg dog er blevet kaldt det, har det gjort utrolig ondt indeni. Hvorfor bliver man opfattet som opmærksomhedssyg over noget, man ikke kan gøre for? Hvis jeg selv kunne vælge ville jeg helst have været fri for alt dette her *lort*, for hvem ønsker at have det så skidt at det at tage sit eget liv føles som den eneste udvej? Ingen, så vidt jeg ved. Man vælger ikke selv om man er rask, syg eller psykisk syg. Og det er her, at folk kan være med at til at skabe en forandring: ved at respektere og anerkende problemet.

For helt ærligt, hvem ville have troet at pigen på billedet nedenfor sultede sig, tvang sig selv til at kaste op, skar i sig selv, flåede neglebånd af, sov nøgen på gulvet og hadede sig selv så meget at hun ikke synes at hun fortjente en plads her i verden?

Behind these white walls

kolde hospitalssenge. mad, der er blevet smidt ud. ensomhed. mærker efter tidligere “beboere”. altid på vagt lyttende efter hver eneste lyd, hver eneste bevægelse. venteposition. frataget al frihed.

“Do you remember? Do you remember being solid? Do you remember life before the hole? Before you were empty and needed to be filled? There was a time when everything was enough. There was a time you didn’t try to get out of your own skin. Remember.”
– Amy Reed, Clean

1, 2, 3 – go!

Så er det nærmest nu. Puha. Farvel frihed, goddag hvide vægge.

Har det som om jeg er blevet klasket frontalt direkte ind i alt på en gang. Én stor kasse, fyldt op af det hele sammen, tømt på en gang ned i hovedet på mig. Der er ikke forskel på nutid og datid, der er ikke forskel på stort og småt.

Jeg har mistet overblikket, hvis jeg har haft det på noget tidspunkt.

Træk vejret, Amelia. Dyb indånding og så bare afsted, ind i det brændende hus efter hvad der måtte være tilbage at redde. 1, 2, 3 – nu.

You will survive, and you will be a better human for it.

Jeg har været vågen og oppe siden kl 5.30, og sidder nu med 3. kop kaffe som jeg ikke har brug for og en tom pakkeliste foran mig. Min mor kommer og henter mig om ca. en time. Så skal jeg hjem og pakke hvorefter jeg bliver overflyttet til et åbent afsnit. Jeg har bare ikke lyst. Jeg er lidt trist, tror jeg. Vemodig, hvis den stemning overhovedet passer ind. Savner allerede at være hjemme ved tanken om at skulle derind igen. Jeg ved ikke engang hvor længe, men efter deres planer er det en måned i hvert fald – indtil jeg har fået så meget ro på, at jeg er i stand til at tage afstand fra selvmordstankerne.

Pillerne er dog røget og erstattet med livet. Hvad det end måtte byde på. Jeg er nødt til at tro på at det kan blive bedre. I har ret, alle jer fantastisk personer som skrev til mit indlæg i går; livet er mere værd og der er lys forude. Én ting har denne indlæggelse da givet mig troen på: at tingene skrider fremad. Det er jo en fact at alt går hurtigere når man bliver indlagt, man bliver taget mere seriøs og ventetiden til at få hjælp er nu blevet forkortet med flere uger, måske endda måneder. Jeg står til at få behandling indenfor de næste dage, også en hjælp som ikke betyder at jeg skal køre flere hundrede kilometer hver uge. Selvom jeg har været utrolig glad for at gå i terapi hos K, så kan jeg ikke komme udenom det faktum at køreturerne har stresset mig enormt.

Jeg ved godt, at jeg er for langt inde i det lige nu, til selv at kunne vende det. I virkeligheden ville jeg ønske jeg kunne mærke lidt lettelse over at overlade styringen til andre lidt, synes det har været hårdt de sidste par måneder at stå med ansvaret alene for min egen behandling – noget jeg umiddelbart har fejlet grundigt i. Lettelse over at få ro og trække stikket lidt ud. Men den er der ikke helt, for selvom den del af det virker “tiltalende” lige nu, så føler jeg mig også lidt fej. Jeg synes det er lidt snyd, for man kan ikke bare trække stikket ud og være lille hver gang tingene er svære. Jeg har svært ved bare at skulle “fjernes” fra alt, når det netop er ude i min egen hverdag jeg skal lære at få det til at fungere for mig selv – og der, hvor der trods alt er ting der gør mig godt i glimt, som de også vil såkaldt pausere mig fra.

Jeg er nervøs for idag og det næste stykke tid, samtidigt med at jeg ikke er det. Giver det mening? Det føles underligt. Men jeg har det meget sådan lige nu, også i forhold til en masse andre ting og alt det der er sket/sker i mit liv for tiden, at jeg tager én dag ad gangen og forsøger at lade være med at forvente noget. Bare prøve at være i det, selvom det er rigtig svært. Være i det jeg er og prøve at lade bekymringer passere. De kommer og de er der, men jeg prøver at lade være med at gribe for meget fat i dem. Jeg tror dog heller ikke at jeg ville være i stand til at tænke i mere end én dag ad gangen, det er jo ligesom lidt derfor jeg står i den situation jeg nu engang gør; fordi 1 måned eller lidt mere synes som uendelig lang tid. Når man lever fra dag til dag, og hver dag synes aldrig at ende, så er det svært at tro på at den dag og en måned nogensinde vil komme. Og så er det, at jeg bliver så håbløs.

Til noget lidt andet: Jeg savner min far for tiden, sikkert fordi jeg har det svært og at han ofte mangler meget når der sker noget i mit liv – egentlig både svære og gode ting. Jeg savner ham også når jeg er glad over noget. Jeg går ikke rundt i en sorgtåge over ham hele tiden eller er ude af stand til at lægge savnet fra mig – det er jo så længe siden han døde nu, og jeg husker ham dårligt nok – jeg mærker det egentlig mest i glimt engang imellem. Jeg tænker på ham hver dag i alle mulige sammenhænge, men bliver ikke nødvendigvis fyldt op af det hver gang. Han er bare lidt med mig, tror jeg. Andet ville måske næsten også være mærkeligt, for jeg er trods alt halvvejs hans gener. Kære far, jeg savner dig til at holde om mig når tingene bliver svære, stryge mig over kinden og fortælle mig at det hele nok skal gå. At jeg er fars pige, og at solen vil stå op og en ny dag vil komme…

And so it goes

Så skete det. Blev indlagt på psykiatrisk skadestue torsdag formiddag og her er jeg stadig, skal overflyttes på mandag; det mente de var bedst selvom man normalt kun må være på PAM i 48 timer. Min mor er lige gået, hun kom med min computer, en masse bøger og lidt tøj + min iPod. Hun kender mig for godt. Jeg er stadig ikke kommet mig over chokket. Inderst inde vidste jeg vel godt, at det ikke kunne blive ved på denne her måde, men alligevel føler jeg mig trist og forladt, svigtet, uelsket, til besvær for alt og alle. Jeg har ikke lyst til at være her. Jeg sidder kun på mit værelse, kommer ikke ud, ikke engang for at spise. Min mor har tvunget et bæger yoghurt i mig, men ellers har jeg ikke spist noget. Jeg kan simpelthen ikke..

Jeg har hjemvé som et lille barn. Hjemvé efter hvad, aner jeg ikke, for jeg føler mig ikke ret hjemme derhjemme. Det er ikke MIT hjem, det er vores, midlertidige hjem. Så en indlæggelse kan vel i sidste ende komme ud på et med “hjemme”? Jeg kan bare mærke jeg ikke helt kan have tanken om ikke at kunne trække mig rigtigt, ikke at kunne tænde stearinlys og bare være – uden at skulle bekymre mig om hvem der pludselig står i døren eller hvordan jeg ser ud hvis der kommer nogen: “jeg må hellere stå op hele tiden, så nogen ikke tror jeg er doven hvis de kommer ind og finder mig siddende”. Bare små ting, som vokser for mig.

Eneste plus er at jeg ikke behøver spise. Nej, det må jeg selvfølgelig ikke sige, men det føles ærligt talt som det eneste positive lige nu, og hvis jeg kun tænker på alt det dårlig så tror jeg ikke at jeg magter at leve mere. Den eneste grund til at jeg kan holde ud at være her er, at jeg ved der ligger en lille pose med nok piller, til at jeg kan tage mit liv, gemt i min rygsæk. Jeg smuglede den i min BH, så jeg vidste at der var en udvej, hvis de ville gøre noget, jeg ikke kunne være med til. Så nu ligger den der, den kalder på mig og jeg svarer, hvis de siger at jeg skal ind på den lukkede. Det er “sjovt” at jeg er her fordi jeg ikke kan være alene uden at tage mit eget liv, og at det så er her på afdelingen, at det nok kommer til at ske. Men jeg er rolig. For jeg ved at de ikke kan få mig til at gøre noget jeg ikke vil; så tager jeg bare billetten ud herfra, væk fra livet.

Jeg har været “i kløerne på systemet” i lidt over 7 år, og nu står jeg her med den største følelse af nederlag – igen. Forfra endnu engang.. Prøver at sige til mig selv at jeg bliver stærkere for hver gang jeg falder og rejser mig igen, og at jeg lærer noget hele vejen. Men helt ærligt, så føler jeg mig bare mislykket.

Min sidste glimt af livet, mine sidste minutter i friheden så således ud;

//  banana oatmeal w. “apple pie filling” and pomegranate seeds //

Going off track..

God formiddag, min mad for i dag har indtil videre set således ud:

// Morgenmad: grød kogt på soyamælk og æggehvider + kanel, toppet m. mango og hakkede mandler //

// Formiddag: rest af kogt quinoa rørt m. æblemos og lidt flydende SØD, toppet m. soya yoghurt, frisk mango og kanel //

Jeg tænkte på et billede jeg så forleden dag, om hvordan vi forventer vores recovery-proces kommer til at se ud versus hvordan den reelt ser ud (en lige streg vs. streg m. masser af afbræk, krusseduller o.lign.). Og så tænkte jeg på min egen proces. Det er jo ikke en lige vej. Der er op- og nedture (lige for tiden flest nedture), gange hvor jeg føler mig mindre motiveret, dage hvor jeg “glemmer” at recovery er en daglig kamp ikke blot noget jeg kan gøre når jeg “har lyst”. Recovery doesn’t take a day off.
Jeg tror egentlig ikke, at det kan være på nogen anden måde. Nogen gange føles det som om, at vi får det bedre andre gange synes det som om, at vi er ved at glide tilbage i vores spiseforstyrrelse/depression osv.

K sagde i fredags til mig, at i stedet for at straffe mig selv for at være inde i en skidt periode, så skulle jeg se det som en gave. For det er kun når vi glider tilbage til spft. at vi kan stoppe op og tænke, “Hvad er det jeg gør? Jeg er nødt til at komme tilbage på sporet af min recovery” K fortalte mig, at hun ser dette som en mulighed; at det er, når vi føler at vi er ved at glide af sporet, har det dårligt og føler skyld og skam over at været gledet tilbage, de helt rigtige omstændigheder til skubbe dig i retning af at være åben og villig overfor at ændre. “Det er en mulighed for at vokse i din vej mod recovery og personlig udvikling. Det er ikke optimalt at du igen bruger spft. og selvskaden men det er helt ok. At “fejle” er en del af din proces, og du behøver ikke se det som nederlag eller fejltagelser så længe du vælger at se det som en gave og bruge det til at gøre dig bedre og stærkere.”

K gav mig som lektie at svare på nogle spørgsmål, så jeg kunne presse mig selv til at få en ny vinkel på mine såkaldte tilbagefald. De har virkelig givet stof til eftertanke, så faktisk vil jeg dele dem med jer. Måske nogen af jer sidder i samme situation som mig selv, og kan bruge dem til at rejse jer og kæmpe videre ❤

Hvilke guldkorn/viden/erfaringer kan du trække ud af hvad der er sket? Hvad kan du vælge at gøre for at lære noget af denne oplevelser?

Kan du tilgive dig selv, give slip på negativitetet og fortsætte kampen? Hvad er nogle måder hvorpå, du kan gøre dette?

Hvad er én ting, du kan gøre i dag for at få dig tilbage på sporet af recovery?

Er du nødt til at vente til du rammer bunden før du kan indse at du er nødt til at ændre den måde du indtil videre har gjort tingene på?

Er du klar til at rejse dig og tage ansvar for din recovery-proces og villig til at gøre hvad det som helst for at få det bedre?

I dag synes jeg, at du skal give dig selv ro. Tilgiv dig selv, hvis du har gjort noget der ikke har været hensigtsmæssigt i forhold til din recovery. Gør én god ting for dig selv eller din bedring; snak med nogen, skriv dagbod, meditér, tag et afslappende bad, book en massagetid, dyrk yoga, drik en kop te/kaffe og læs en god bog – whatever! Gør det fordi du har fortjent det!

Et lille citat som afslutning: “You can do anything if you put your mind to it… and you will suceed when you put your heart in to it.” – Daniella Kessler

xxoo,